Manden i Spanden '92

Revy på Økonomi, Aarhus Universitet

Forfattere: Ulrik Dahl, Mads Fisker, Marie Klemensen, Louise Klokker, Wilhelm Nymann, Birgita Østeraas

Instruktører: Ulrik Dahl, Mads Fisker, Birgita Østeraas

Denne web-side er tilegnet de, der så revyen, men ikke hørte noget som helst

Indhold


Ikke-Radioavisen

Vi gør opmærksom på, at der ikke holder en grøn SCO, stelnummer EBT0008T med lys på.

Politiet i Århus har i dag ikke en efterlysning: Det drejer sig ikke om den 46-årige Niels-Holger ikke-sjov, som ikke er gået hjemmefra i nedtrykt sindstilstand. Niels-Holger ikke-sjov blev sidst set onsdag morgen klokken 8.00 i auditorium E på Aarhus Universitet i Århus. Niels-Holger ikke-sjov beskrives som ikke-værende af middelhøjde og af ikke-ualmindelig bygning. Han var, da han sidst blev set, ikke iført butterfly, grå habitfrakke og cykelklemmer. Hvis De har oplysninger om Niels-Holger ikke-sjov, bedes De kontakte Århus Politi på telefonnummer: 86 13 30 00, eller nærmeste politi.

Og sporten:

Vi har ikke ugens 13 rigtige tegn i SFTH:

Mangler
Mangler
Blank

Blank
Mangler
Mangler

03
00
Mangler

Blank
Blank
Mangler
Og til sidst ugens overraskelse: 6.

Til sidst har vi ikke aftenens pollental: Humle: 100.

Det var ikke-radioavisen.

God aften!


Den gyldne Pegepind



Personer: Tre-fire cigaret-rygende statister. Niels og Morten begge klædt i smoking eller habit samt vinderen af den gyldne pegepind. Sketchen skal ikke læres udenad, da Niels, Morten og vinderen medbringer et manuskript på scenen.

Varighed: ca. 6 minutter incl. musik (ca. 3 minutter).

Rekvisitter: Stemmeurne (fra OR-kontoret med et skilt påklæbet, hvorpå der står "DEN GYLDNE PEGEPIND"). En gylden pegepind. Et podie til at stille den gyldne pegepind på. Cigaretter.



Sketchen er en forlængelse af Radioavisen. "2001"-musikken lyder, der kommer spot på pegepinden, som - om muligt - hejses/skubbes langsomt op fra gulvet. Musikken fader og en stemme siger: "Vores røgmaskine er gået i stykker, er Per Madsen til stede?". Lyset slukkes, pegepinden sænkes og musikken starter forfra. Spot på pegepinden, der hæves fra gulvet, denne gang med tre-fire cigaret-rygende statister, der puster røg omkring pegepinden. Musikken fader, lys på hele scenen, statisterne forlader scene og Niels og Morten kommer ind.





Morten: Jaah.

Niels: Jaah.

Morten: Ja, så er det nu det sker. Det er nu vi skal kåre vinderen af Den gyldne Pegepind 1992 (1992 siges højt).

Niels: Ja, det er det.

Morten: Men først skal vi trække lod om fem siddepladser i fredagsbaren.

Niels: Ja, det skal vi.

Morten: Og vi har fået utrolig mange stemmersedler ind i år, så det bliver spændende, hvem der skal have Den gyldne Pegepind 1992 (1992 siges højt).

Niels: Ja, det gør det.

Morten: Men først skal vi altså trække lod om de flotte præmier, og som I ser har vi krøllet stemmesedlerne sammen, så fylder de lidt mere!

Niels: Ja, det gør de.

Morten: (trækker første stemmeseddel): Og den første vinder af en siddeplads langt væk fra orkestret er: (kort pause) Peter Mulvani, tror jeg der står.

Niels: Ja, det gør der vist.

(kort pause)

Morten: Nå, han er her ikke. Så tager vi selv den præmie. Og jeg gider ærligt talt ikke stå her og trække flere, så vi tager sgu også resten af gevinsterne.

Niels: Ja, det gør vi.

Morten: Vi skal nu over til at finde vinderen af Den gyldne Pegepind 1992 (1992 siges højt).

Niels: Ja, det skal vi, og de nominerede er i tilfældig rækkefølge:

Morten: Henning Bunzel for faget "Aerobic og body-building"

Niels: Mogens Dilling for "Kunsten at flirte"

Morten: Erik Harssae for "Hurtige biler og erotisk mad"

Niels: Svend Hylleberg for "Ego'et - er Narcissus virkelig død?"

Morten: Viggo Høst for "Jydsk - et smukt sprog"

Niels: Jens Hørlüch for "Du skal ikke finde dig i alt"

Morten: Kent Nielsen for "Afsætningsøkonomi" (kigger forundret på sit papir og udbryder): Der er nok en der prøver at være morsom - nå videre.

Niels: Niels Jørgen Relsted for "Tyverisikring af EDB-udstyr"

Morten: Hans Peter Myrup for "Kalkuler over friskheden af mælken på Sjælland"

Niels: Martin Paldam for "Kvinden - det overlegende køn"

Morten: Niels Holger Skou for "High fasion - fransk mode"

Niels: Per Madsen for "Korte og præcise formuleringer"

Morten: Niels Warrer for "Humanitært arbejde i efterkrigstiden"

Niels: Jørgen Flohr for "Århus Oliefabrik og Sabroe - 3"

Morten: Peder Jørgen Pedersen for "LM-kurvens hældning"

Niels: Kim Allan Andersen for "Giraffens gangart"

Morten: Og sidst, men ikke mindst: Gunnar Thorlund Jepsen for faget "Hvordan redes Danmarks økonomi efter nej'et den 2. juni?"

Niels: Og vinderen blev (pause) en mand.

Morten: Vi vil gerne se vinderen af Den gyldne Pegepind 1992 (siges højt) på scenen. Og vinderen er (pause): Mogens-Henning-Martin Harhørhyllehøst Madsen Nielsen Andersen Pedersen (forkortes af hensyn til dig og mig til "P").

(P kommer ind på scene overlykkelig og hilser alle. Får overrakt pegepinden og trykker Morten og Niels' hænder, hvorefter han holder takketale):



P: Tak, tak, mange tak. Det havde jeg slet ikke ventet (tager manuskript frem). En stor tak skal lyde til mor og far, kone og børn, og min elskede guldfisk ... hej Gylle. Samt min 2CV, som bragte mig herhid. En speciel tak skal lyde til trykkeriet for de mange - mange - ekstra stemmesedler, og til Oeconrådet netop hjemvendt fra min HASHienda (Hacienda) i Sydspanien. I samme åndedrag skal lyde en hilsen til Grønland og de Vestindiske Øer, hvorfra jeg også har fået mange stemmer. Endelig en varm tak til Vester Hjermitslevs Husmoderforening, som har sponsoret min kampagne (svagt): Tak mor. Tak alle sammen, ha' en go' aften.



(Morten, Niels-Ulrik og P forlader scenen, P vinkende til alle)




Andersinebind



Personer: Pernille Leth Sommer, medicinstuderende. Kommentator placeret yderst på scenen.

Links: Ulykkehjulet og Karriere på spil.

Varighed: Ca. 2 minutter.

Rekvisitter: Kæmpe-bind, stol.



Reklamen er en parodi på Always-Ultra-reklamen. Scenen er mørk, mens Pernille tager plads på en stol midt på scenen. Man må ikke kunne se hendes bind, så Pernille kan eventuelt have nederdel på.



Pernille: Det er nytænkning, en god nytænkning.

Kommentator: Pernille har prøvet et nyt, revolutionerende bind.

Pernille: Jeg føler mig meget renere og tørrere end jeg ville have gjort normalt.

Kommentator: Den specielle Dri-weave overflade gør, at det føles tørt, selv når det er vådt. Den tynde hinde holder det våde inde.

Pernille: Det nye bind har gjort for mig, at jeg er fri for at gå på kompromis. Jeg vil helt bestemt anbefale det til min veninde, for når jeg kan gå rundt og have det godt, hvorfor skulle hun så ikke kunne gå rundt og have det godt?

Kommentator: Andersine-bind. Bindet der holder dig tør, selv under et Chippendale-show.

Pernille: (rejser sig) Hvorfor skjule det, når man nu har det? (vender sig rundt og forlader scenen)




Eksamen



Personer: Elev, Eksamensvagt, Kontordame på Registraturen.

Varighed: Ca. 10 minutter.

Rekvisitter: En moppedreng af en eksamensopgave, kuglepen, to borde og to stole. En sagsmappe. Eksamenspapir, blåt omslag. Eksamensskilt klistret på bord.

Musikledsagelse: Klaver. Desertøren (Til Dem hr. Præsident) og Musikalske Venner.



De to borde er placeret i hver sin ende af scenen, da sketchen er delt op i to "scener". Første scene (højre side): Eksamen. En elev sidder ved bordet. Eksamensvagten kommer med opgaven. Eleven ser fortabt ud.



Eksamensvagt: Vær venlig at kontroller, at du har fået 378 sider udleveret incl. forsiden.

Eleven prøver at nå at tælle alle siderne, men eksamensvagten siger meget kort tid efter.

Eksamensvagt: Eksamen er i gang.

Elev ser op, begynder så at læse igen, skriver nogle få kommentarer, krøller papir sammen og smider det ned til publikum. Kigger igen på opgaven, kigger op, musikken starter (Desertøren). Eleven skriver, mens han synger:



Til Dem hr. censormand

jeg disse ord vil skrive

som måske er naive

men læs dem, hvis du kan



I dag fik jeg en test

med ting som skulle klares

og spørgsmål sku' besvares

for at jeg ku' bli' bedst



Jeg tænkte ved mig selv

hvis nu du havde spurgt om,

hvorfra babyer de kom

så ku' jeg snakke med



Men det er ikke let

med mål af integraler,

valuta, rente-kvaler

- eksamen er en pest



Jeg er glad elev

som bare går og tænker på

om verden endnu vil bestå

hvis jeg en dumper blev



Så kære censormand

du ejer jo min skæbne

så nu kan du afvæbne

mit håb som dygtig mand



Jeg troede det ku' gå

at læse i en uge

men alt det jeg sku' bruge

stod ikke i den bog



Så kære censormand

jeg har da lov at mene

eksaminer er gemene

når nu man ikke kan!





Eleven lægger sangen i det blå omslag og rækker fingeren i vejret. Eksamensvagten kommer hen og kvitterer, og eleven rejser sig og går over mod venstre halvdel af scenen. Lyset slukkes på højre del af scenen og tændes på venstre del. Anden scene (venstre side): Kontordamen sidder bag sit skrivebord med en sagsmappe foran sig. Eleven stiller sig foran bordet. Der går lidt tid inden kontordamen ser op.



Kontordame: Ja?

Elev: Ja, det var angående denne dispensation.

Kontordame: (åbner mappen) Nå, er det nu dig igen?

Elev: Jaaah.

Kontordame: Lad os se: Første gang fortalte du, at du og din pige var gået fra hinanden, hvorfor du havde problemer med flytningen.

Anden gang åd din hund notaterne.

Tredje gang var du psykisk ude af balance på grund af, at din hund døde af forstoppelse.

Næste gang var ved vintereksamen i Skøjtehallen. Du gled på isen og forstrak Musculus-Sterno-Cleido-Mastoideus.

Femte gang: Du og din pige flyttede sammen igen, og du havde igen problemer med flytningen.

Og endelig sjette gang skulle du passe din pige, fordi hun havde forstrakt sin Musculus-Sterno-Cleido-Mastoideus.

Og hvad er så din syvende begrundelse?



Musikken starter, eleven vender sig mod publikum og begynder at synge (melodi: Musikalske Venner).





Jeg vil være økonom

tjene mange, mange penge

og inden ret længe

vil I lære mig at kende.



Jeg vil ha' en karakter

som jeg så ka' være tilfreds med

og klagen er derfor

sendt til Haarder himself.



Hvor er de nu de gode karakterer?

Hvor er de henne hver og én?

De er et sted som ingen kender

kom med dem nu før det' for sent.



Hvor er de nu de gode karakterer?

Spredt vidt omkring for en hver en vind

vi får dem aldrig, aldrig mere

en klage hjælper ingenting



Hvor er de nu de gode karakterer?

Hvor er de henne hver og én?

De er et sted som ingen kender

kom med dem nu før det' for sent.



Hvor er de nu de gode karakterer?

Spredt vidt omkring for en hver en vind

vi får dem aldrig, aldrig mere

en klage hjælper ingenting





Eleven bukker og forlader scenen. Kontordamen bliver siddende til lyset går ud. Pianisten spiller temaet fra Musikalske Venner, mens rekvisitterne skiftes ud.




Karriere på spil



Personer: 3 piger, 4 drenge: 3 jurist-piger (Patricia, Betina og Sigrid), 1 økonom (Ole), 2 statskundskabsfolk (Fritz og Heinz), 1 studievært. To statister med klapskilte.

Varighed: Ca. 7 minutter.

Links: Sketchen skal opføres efter Andersinebinds-reklamen, da der er links til denne.

Rekvisitter: 6 stole, skilte påtrykt "1" (6 stk.),"2" (6 stk.),"3" (6 stk.), en hvid rullemadras foldet som et kæmpebind, en Fjäll Räven-rygsæk, to klapskilte.



Sketchen er en parodi på DR-tv-programmet "Hjerter på spil". Studieværten skal være grov, chikanerende, påtaget friskfyragtig og provokerende (se eventuelt programmet). Studieværten har små sedler med ind på scenen, så hans rolle skal ikke læres udenad. De tre jurist-piger skal være tjekkede, forfinede og hvad man ellers kan finde på for at ligne en typisk jura-studerende. Den økonomistuderende skal være normalt, konservativt klædt uden at virke påfaldende (han skal jo nødigt forveksles med en merc'er - det vil sige, at slipset er bandlyst). De to statskundskabsstuderende må gerne være ubarberet (kan evt. sminkes), have islandske sweaters på, hullede cowboybukser, gamle tennissko og sidst men ikke mindst pædagog-ble om halsen. Heinz skal have en Fjäll Räven på ryggen.



Studievært: Godaften mine damer og herrer og velkommen til en ny omgang Karriere på spil. Vi har som sædvanlig tre tæskelækre dameskår og tre overdådige flotte mandfolk, som vi skal forsøge at splejse sammen. Alle par vinder en rejse for to. Lad os først få de smukke damer ind (de tre jurist-piger kommer ind, klapskilte hæves). Og lad os så få mændene ind (mændene kommer ind, klapskilte hæves igen).

Studievært: (vender sig mod pigerne) Den første deltager hedder Patricia, er Krebs og læser jura på Aarhus Universitet. Patricia, du skrev i dit brev, at du godt kan lide dyr, tænker du her på store brunstige hanhunde?

Patricia: (griner fjoget) Nej, det er vel nærmest kæledyr, jeg godt kan lide.

Studievært: Kan man ikke også kæle med en hund (griner frækt)? Patricia, du er 23 somre, og du har prøvet noget ganske specielt til en uni-fest, fortæl os lidt om det.

Patricia: Ja, det var til en uni-fest, hvor Kronprinsen var med, og så skete der det, at Kronprinsen bød mig op til dans, og efter et par danse spurgte han mig, om jeg ville med ud at køre en lille tur.

Studievært: Og hvad skete der så?

Patricia: Så svarede jeg, at han vist var lidt for fuld til at køre, og at jeg ikke havde noget kørekort, så det måtte vente til en anden gang.

Studievært: Ja, en oplevelse for livet. Det næste smukke levende billede læser også jura på Aarhus Universitet. Det er dig Betina.

Betina: Ja, jeg vil lige sige, at det ikke var min idé at skrive herind, det var min tidligere kæreste, der forsøgte at få mig afsat.

Studievært: Ja, og det lykkedes så, som vi kan se.

Betina: (sørgmodig) Ja efter seks års samliv fandt han en anden. Jeg kunne ikke give ham, ja hvad hedder det nu, altså når vi var sammen, så kunne jeg lige som ikke rigtig leve op til hans niveau, altså sådan når vi talte sammen.

Studievært: Hvad laver din tidligere kæreste?

Betina: Han er dagarbejder nede på havnen.

Studievært: Betina, du er Jomfru?

Betina: Ja, og stjernerne siger, at jeg kan bedst med Tyre og Løver.

Studievært: Nå, du er måske også dyreven som Patricia?

(Betina griner fjoget)

Studievært: Den sidste af de smukke unge damer hedder Sigrid. Sigrid, du er 18 år, Vandmand og lige startet på jura-studiet i Århus. Der er noget med, at du ikke har fundet et sted at bo endnu?

Sigrid: Ja, jeg har været skrevet op på Kollegiekontoret i 2 år nu.

Studievært: Hvor bor du så nu?

Sigrid: Jeg bor stadig i Aalborg og tager toget frem og tilbage hver dag. Jeg er ved at være så langt ude, at jeg har overvejet at flytte ind ude i Gellerup!

Studievært: Det har du da vel ikke, ja så står sandelig galt til. Nå, vi må se om vi ikke kan splejse dig sammen med en af disse herlige mænd, som måske har en ejerlejlighed, hvem ved? Men skal vi ikke give alle disse guddommelige piger en hånd (klapskiltet op. Vender sig mod mændene) Og den første af mændene er 35-årige Fritz, og du er Skorpion og læser på 12. år på Statskundskab på Aarhus Universitet.

Fritz: Ja, det er bare et enormt interessant studium, og vi har bare et så godt kammeratskab på Statskundskab. Det er bare så fedt.

Studievært: Du interesserer dig for kommunistiske lande og Århus' mange cafeer.

Fritz: Ja, det er bare så fedt at sidde på café og være social, mens man diskuterer socialisme og marxisme.

Studievært: (ironisk) Ja, det lyder enormt interessant. (skynder sig videre til næste herre). Heinz du læser gudhjælpemig også statskundskab på Aarhus Universitet, er Vandmand, 32 år og så har vi vist sagt nok om dig. Den sidste nydelige herre er Ole. Ole du er 23 år, Løve, og du læser Økonomi på Aarhus Universitet.

Ole: Det er fuldstændigt korrekt.

Studievært: Ole, du går nede i Dansk Helsesport 3 gange om ugen og løber 8 kilometer hver dag.

Ole: Ja, det er fuldstændigt korrekt.

Studievært: Dine fritidsinteresse er computere og Trivial Pursuit.

Ole: Ja, jeg kan alle svarerne udenad - også ekstra-spørgsmålene, og så har jeg en PC'er - en 486'er, 8 Megabytes Ram, 256 Megabytes Harddisk, MT-32 lydmodul, super-VGA farvemonitor og naturligvis en masse spil.

Studievært: Så kan du sidde derhjemme og spille med dig selv. Går du aldrig til nogle fester, hvor du kan møde nogle dejlige piger?

Ole: Jeg går til en del ØF-fester, men der er nu flest drenge der. Så kan vi sidde og tale om obligatoriske opgaver, seminarer og diskutere økonomisk politik. Det er vældigt.

Studievært: Ja, det lyder også da også vældigt. Vi skal i gang med et spørgsmål til damerne:

"Du og din udkårne har besluttet Jer for et romantisk kirkebryllup. I er ved alteret. Pludselig opdager du, at han har fået erektion. Hvad gør du?

1) Du knæler og be'r en stille bøn

2) Du giver ham et diskret håndkantslag

eller 3) Noget helt andet."

Må vi få jeres svar.

Sigrid hvisker til Betina "Hvad er en erektion". Betina hvisker noget tilbage, og der går et lys op for Sigrid. Hun tager straks 3-tallet frem. Betina tager 2-tallet frem og Patricia tager 1-tallet.



Studievært: Ja, Patricia, du knæler og beder en stille bøn. Hvad beder du om?

Patricia: Lad den stå, lad den stå!

Studievært: Sådan (med tryk på "dan"), det er en pige med krummer i, må man sige. Så er det bare om at få overstået det bryllup i en fart og så ud i kapellet eller hva'?

Patricia: Det lyder som en interessant tanke.

Studievært: Og så har vi den hårde dame. Betina, du vil slå din udkårne. Er du ikke bange for, at han vil give dig en kurv ved alteret.

Betina: Jeg håber, at han vil kunne lide slaget. Ellers er han alligevel ikke noget for mig.

Studievært: (laver bop-bop-bop håndbevægelsen fra The Julekalender) Bop-bop-bop. Så fik I den drenge. Sigrid, du har valgt en helt tredje løsning?

Sigrid: Ja, jo: Jeg benytter mig af situationen.

Studievært: Foran alle i kirken?

Sigrid: Jeg er ikke bange for at prøve noget nyt.

Studievært: (løsner slipset - eller knapper skjorten op - som er det lige pludseligt er blevet meget varmt på scenen) Ja, det er alt sammen meget godt. Vi skal have aftenens første spørgsmål til herrerne: "Du og din udkårne har besluttet Jer for et romantisk kirkebryllup. Hun skal stå hvid brud. Da I står ved alteret opdager du pludselig, at hun har fået menstruation. Hva' gør du?

1) Du prøver at kamuflere uheldet med hånden

2) Du stripper for at aflede opmærksomheden

eller 3) Noget helt andet."

Må vi få jeres svar.

Fritz tager skiltet med 1-tallet op, Heinz tager 3-tallet og Ole tager 2-tallet.

Studievært: Fritz, du vil prøve at dække over skaden med din hånd.

Fritz: Ja, det er jo synd for det lille skind, hun kan jo ikke gøre for det. Nu er rødt jo også min yndlingsfarve.

Studievært: Meget galant, og Heinz, du har valgt at gøre noget helt andet. Må vi høre?

Heinz: (åbner rygsækken og tager et Andersine-bind frem) Ja, nu har jeg altid et Andersine-bind på mig. Så kan noget af situationen måske reddes.

Studievært: Always be prepared kunne være dit motto, hva' Heinz.

Heinz: Ja, jeg har også altid en pakke PLAN med mig, jeg har jo hørt om det her sikker sex. Men det tror jeg nu ikke på længere!

Studievært: Ikke det?

Heinz: Nej, forleden var jeg på Blitz med min pakke PLAN, og der stod da også på pakken: "Sikker sex", men jeg fik sgu' ingen sex.

Studievært: (ironisk) Nej, man forstår da ikke hvorfor. Og Ole, du stripper for at aflede opmærksomheden.

Ole: (selvoptaget) Ja, på den måde får jeg også en god lejlighed til at vise min krop frem. Den skal nok aflede opmærksomheden.

Studievært: Aha, jeg tror vi må videre med et fællesspørgsmål: "Hvad er din ønskestilling skråstreg yndlingsstilling?", og vi starter ovre ved Patricia.

Patricia: Dommerfuldmægtig.

Betina: Justitsminister.

Sigrid: Advokat.

Studievært: Ja tak, og mændene. Hvad siger du Fritz?

Fritz: Jeg kunne godt tænke mig at blive Fidel Castros højre hånd.

Heinz: (kigger betaget på Fritz og kigger igen på publikum) Partichef i Sovjet.

Studievært: Og hvad med dig Ole, hvad er din ønskestilling skråstreg yndlingsstilling?

Ole: Missionær

Studievært: Ja, nu skal vi så se, om vi har fundet et eller flere par. Det bliver jo spændende, så hvis I vil være så venlige at trykke Jer ind på den, I har valgt nu. Tak for det. Og lad os først høre damerne. Patricia, hvem har du valgt?

Patricia: Jeg har valgt Ole.

Studievært: Og hvorfor har du så valgt Ole?

Patricia: Han minder om et lille ynkeligt dyr. Det kan jeg slet ikke stå for.

Studievært: Godt, og Betina, hvem har du valgt?

Betina: Ole.

Studievært: Du har også valgt Ole. Hvorfor nu det?

Betina: Han minder mig om min tidligere fyr.

Studievært: Havnearbejderen?

Betina: Nemlig, og så den krop.

Studievært: Og hvad med dig Sigrid?

Sigrid: Jeg har også valgt Ole.

Studievært: Hvilken begrundelse har du?

Sigrid: Ole lader til at have styr på det væsentligste her i tilværelsen: Penge og karriere. Det kan jeg li'.

Studievært: Ja, nu skal det blive spændende at høre, hvem Ole så har valgt?

Ole: Jeg har valgt mig selv.

Studievært: Dig selv?

Ole: Ja, jeg er klart det bedste kort her i lokalet i aften. Men jeg vil altid huske disse piger for deres gode smag.

Studievært: (laver igen bop-bop-bop-bevægelsen) Bop-bop-bop. Intet par endnu. Hvad med dig Heinz, hvem har du valgt?

Heinz: Jeg har valgt Fritz!

Fritz: (ovenud lykkelig) Jeg har også valgt dig.

Heinz: Ja, det var det der med den højre hånd, der for alvor fangede min interesse.

Studievært: (chokeret) Jamen, vi har aftenens første par. Tænk at jeg skulle opleve dette. Vi skal lige høre, Fritz, hvorfor har du valgt Heinz?

Fritz: Heinz lader til at være et yderst modent og følsomt menneske. Jeg synes også det er synd for Heinz, at han skal slæbe rundt på dette bind hele sit liv. (vender sig mod Heinz) Heinz, med mig behøver du intet bind.

Studievært: (tager tre kuverter frem, Heinz vælger en kuvert, studieværten åbner kuverten, tager et stykke papir frem) Til lykke, I er de heldige vindere af en rejse for to til ... det pulserende natteliv i Bosnien-Hercegovina. Tak for i aften allesammen, bliv hængende her på kanalen.

Lyset slukkes og rekvisitterne bæres ud.


Bogformidlingen



Personer: En statist (M), en kommentator.

Varighed: ca. 1 minut.

Rekvisitter: En stor stak bøger.



Sketchen er en parodi på Viborg-dæk/Hjulcentret-reklamen. Statisten sidder midt på scenen ovenpå en bunke bøger, da lyset bliver tændt. Han kigger glad i en bog, som han holder i strakte arme.



Kommentator: Her er en mand. Han er glad. Han har lige købt 4 bøger hos Økonomisk Bogformidling. 4 bøger; 1.795 hos Ø.B.

Kommentator: Økonomisk Bogformidling holder åbent hver onsdag og lørdag kl. 11.00 til 11.05. Første lørdag i hver måned er lang lørdag, hvor Ø.B. har åbent kl. 11.00 til 11.08.



Lyset slukkes ikke. Kommentatoren forlader scenen. Statisten rejser sig glad og tager sine bøger med ud; Bubber kommer ind (se næste sketch).



Bubber


Personer: Bubber.

Varighed: Ca. 2 minutter.

Rekvisitter: En bruser, et megastort billede af Niels Holger Skou, en stor kuvert med et brev i, en stor tegning af to mennesker i samlejestilling, en stor rødstribet slikkepind

Links: Niels Holger Skou bliver efterlyst i Radioavisen.





Bubber kommer ind på scenen med sin bruser. Han stiller sig midt på scenen.



Bubber: Hej, allesammen. Har I det godt? I dag skal vi høre en sang, som Jønne har lavet og sendt ind til mig i et brev. Og ved I hvad? Han har også sendt en tegning med. Nu skal I bare se.

Bubber trækker en stor kuvert frem med et brev i, samt en tegning af to mennesker i samlejestilling.



Bubber: Han skriver, at det er et billede af hans mor og postbuddet. Når han bli'r stor vil han også være postbud. Det er der måske også andre, som vil, men jeg har altid godt kunne tænke mig at blive rigtig skuespiller eller få mit eget talkshow eller blive sexual-forbryder. Men nu er jeg blevet legeonkel, og der er ikke engang nogen børn. Men nu skal vi høre en sang, som Jønne har skrevet. Den går til melodien Se den lille kattekilling:



Jeg ku' go-odt tænke mig at blive po-ostbud

men-så-vil-jeg-også-ha-en-rød kaske-et på-å ud



Jeg vil gå med breve og gå me-ed pa-akker

bare ikke op ad ba-a-a-a-akker



Jeg vil være postmand og min mor, hun hedder Ruth

nu skal jeg ikke synge mer' for min sang den er - slut.



Bubber: Ja, den var meget god. Hvis du var her, havde jeg en stor slikkepind til dig - her i bukserne. (tager stor rødstribet slikkepind frem) Men du er her ikke, så der er en anden, som kan få den til at slikke på. Og så til sidst skal vi lege. Vil I være med? (peger mod publikum med armene) Vi skal lege Find Holger. Og for det ikke bliver for svært, har vi lavet en HA-udgave (tager plakaten af Niels Holger Skou frem) Kan I finde ham? Ja, det er rigtigt, han er lige dér (peger på plakaten). Nå, men nu skal vi sige farvel. Farvel.

Bubber forlader vinkende scenen.




Kopirummet



Personer: 2 personer.

Varighed: Ca. 1 minut.

Musikledsagelse: Afslutningsfanfare.



De to personer kommer ind fra hver sin side af scenen, møder hinanden på midten af scenen.



Person1: Hej du, skal du med over at have en øl i fredagsbaren?

Person2: Ja, vi mødes i kopirummet.

Person1: (forundret) I kopirummet?

Person2: Ja, det er der køen til baren starter.

Afslutningsfanfare på klaver, mens de to går ud hver sin vej (modsat af den vej de kom ind).




For meget, mand



Personer: Dan Turell, 2 personer bag scenen.

Varighed: Ca. 3 minutter.

Fra bagscenen: (person1) Nu er det for meget med alt det sjove ...

(person2) Jah, det er bare for meget mand!

Dan: (kommer ind på scenen) Det er for meget, når vi vinder EM i fodbold for så en måned senere at opnå skandaløse præstationer til OL.

Det er for meget, når Poul Schlüter fejer noget ind under gulvtæppet og glemmer at rette bulen ud, så ombudsmanden falder over den, og dommer Mogens Hornslet bliver kendt som manden, der skal rette trådene ud.

Det er også for meget, når Preben Willumsen indsamler underskrifter mod en union, som måske slet ikke eksisterer.



Det er bare for meget, når man skal til at stille sig op på et løbebånd for at få målt sin personlige andel til CO2-afgiften, når køerne samtidig får lov til fri udluftning - og landmændene endnu en gang slipper billigt.



Det er for meget, når et forsikringsselskab glemmer at forsikre sig selv mod fejltagelser - og et gyldent håndtryk forvandles til en lang næse - og en tom lønkonto - og man tænker, at det er godt, de ikke længere bruger sloganet Hånd i Hånd.



Det er dybt for meget, når Pavarotti stjæler sine motiver fra en "Lær at male selv bog" for så at sælge aftrykkene af sine billeder til 30.000 kr.



Det er simpelthen for meget, når politikerne tager en kovending, og ingen længere fatter, hvad de egentlig mener og hvorfor. For eksempel når fremskridspartiet, som ellers altid har været imod flere flygtninge pludselig mener, at jugoslaviske flygtninge skal have midlertidig opholdstilladelse - og man kan blive helt bange for, at Pia Kjærsgaard vil tilbyde privat indkvartering



- Eller når Engell først mener, at gebyrerne på blandt andet pas og kørekort er ulovlige og dernæst lovlige - og det bliver nødvendigt at nedsætte et udvalg, så man kan finde ud af, hvad han egentlig mener.



Det er temmelig meget for meget, når antallet af HIV-smittede vokser med sådan en hast, at det snart ikke bliver noget problem at komme ind på universiteterne længere, for slet ikke at tale om at få en 3-vær. lejlighed uden for Gellerup.



Det er bare alt for meget at bygge en Storebæltsbro til flere milliarder for at københavnerne kan få frisk mælk.



Det er igen dybt for meget, når det bliver yt at hedde Brian, Kurt eller Johnny, fordi man så enten bliver en slagsbror, kører galt eller bare har en kriminel fremtid.



Det er fandeme for meget, når politikerne har tre mdr's sommerferie, når ingen af dem længere er landmænd heller ikke selv om Ritt proklamerer, at hun er vil med naturen (på Fyn).



Det er bare alt for meget, når solidaritet er ensbetydende med, at Poul Nyrup Rasmussen vipper en "kammerat af pinden". Eller når revyholdet laver en revy uden morale for slet ikke at tale om en rød tråd.



Til sidst bliver det hele vare for meget, og man får bare lyst til at rejse sig op og smide det hele over højre skulder og BARE GÅ ... Men det er også for meget.



Dan smider manuskripten fra sig og forlader scenen.




1000 måder at elske på



Personer: To personer.

Varighed: Ca. ½ minut.

Musikledsagelse: Afslutningsfanfare.



De to personer kommer ind fra hver sin side af scenen og mødes på midten.



Person1: Har du hørt at økonomerne på Aarhus Universitet har skrevet en bog med titlen "1000 måder at elske på"?

Person2: Nej, virkelig?

Person1: Jo, der er blot et lille problem.

Person2: Nåh?

Person1: De kender ingen piger.



Afslutningsfanfare. De to personer forlader scenen.




No smoking



Personer: En smoking-klædt cigaretrygende herre med attaché-mappe.

Rekvisitter: En højt bord (samme som bordet i Karriere på spil) med et askebæger, stol, attaché-mappe, cigaret, lighter, madpakke.

Varighed: Ca. 6 minutter.

Særlige forhold: Båndet musik (Donna Summer: I feel love, varighed total: 3 min., 15 sek.).



"Sketchen" har forbindelse til NO SMOKING-skiltet, som er på scenen. Herren kommer ind på scenen med en attaché-mappe. Han slentrer hen til bordet, lægger mappen på bordet, åbner mappen, tager madpakken frem, tager en pakke cigaretter frem, lægger madpakken tilbage igen, lukker mappen, sætter mappen på gulvet, tager en cigaret fra pakken og en lighter fra lommen. Tænder cigaretten, og ryger lidt, mens han ser sig lidt omkring. Efter et stykke tid får han øje på skiltet "NO SMOKING". Han går helt hen til skiltet og kigger på det, ser lidt forundret ud. Han går tilbage til bordet, lægger cigaretten i askebægeret og tager sin jakke af, som han hænger over stoleryggen, hvorefter han tager cigaretten i munden og suger et par gange. Han tager jakken på igen, kigger så over mod skiltet og musikken starter. Herren udfører et stripnummer, og ender med kun at have boxer-shorts (eller andet) på. Han bukker og forlader scenen.




Melodi Grand Prix



Personer: Mylius, Børge Bizar (sanger), juhu-piger M/K, Schlüter og Engell (sangere), Jodle-Tåge (sanger)

Varighed: Ca. 12 minutter

Musikledsagelse: Shu-Bi-Dua: Deprimeret

Der er hul midt i spanden

Der er et yndigt land



Mylius står på scenen i glimmertøj. Mylius har små sedler med ind, så denne rolle skal ej heller læres totalt udenad.



Mylius: Ja, og nu er det mig en stor ære at kunne byde velkommen til dette års udgave af Melodi Grand Prix. Denne gang sender vi direkte her fra Økonomisk Kantine på Aarhus Universitet. Vi har efter flere års skuffende resultater ved Det internationale Melodi Grand Prix i år grund til at håbe på gode resultater, for vi har fået selveste Kjeld Heick til at lade være med at skrive nogen sange i år. Det er nok den saltvandsindsprøjtning, som dansk popmusik har trængt til, så vi igen kan komme op på en placering blandt de 4-5 mindst dårlige. Endvidere har vi kun taget tre sange med, fordi resten absolut var over al dansk standard. For at det ikke skal være for svært for vores jury, har vi allerede på forhånd udkåret en vinder. Men lad os byde velkommen til den første sanger, som skal synge en sang, der hedder "Deprimeret". Musikken er tyvstjålet fra Shu-Bi-Dua, og teksten er skrevet af en anonym. Vi byder velkommen til... Børge Bizar!!!



Børge Bizar kommer ind på scenen i smoking. Musikken starter: Deprimeret.





Børge:



Jeg bli'r så deprimeret

hver gang jeg sætter mig ned og læser denne her blå bog,

jeg bli'r så deprimeret,

tænk at Horngren skriver sådan både kedeligt, trættende og så.

Hvordan skal det mon gå for Hansen og Jensen,

når litteraturen dropper intelligensen,

jeg bli'r så deprimeret.

Og de søde pi'r fra jura synger shubidu...

Shubidubidu...



Jeg bli'r så deprimeret,

når Thorlund-Jepsen si'r, vi ikk' skal ha' en EF-union,

jeg bli'r så deprimeret,

tænk at sådan en mand går rundt med Danmark som religion.

Hvordan skal det mon gå for Jensen og Hansen,

når vi økonomer glemmer statsfinansen,

jeg bli'r så deprimeret.

Og de pæne drenge på HA nynner shubidubidu...

Shubidubidu...



Jeg bli'r så deprimeret,

når Holger A. vinder præmien for det kedeligste foredrag,

jeg blir så deprimeret,

har universitetet ingen absolut mindstekrav.

Hvordan skal det mon gå for Hansen og Jensen,

når alt det han siger bare ryger ud i glemslen,

jeg bli'r så deprimeret.



(Solo)



Jeg bli'r så deprimeret,

for karakter'ne i STAT rammer som en pil i mit bryst,

jeg bli'r så deprimeret,

jeg vidste ikke at SADIST var et synonym for Viggo Høst.

Hvordan skal det mon gå for Jensen og Hansen,

når Bunzel nyder, at svinge pisken til dansen,

jeg bli'r så deprimeret.

Og de heldige elever synger shubidu...





Den sidste linie i 4. vers synges kun af én heldig elev, de andre tier. Børge Bizar bukker og forlader scenen. Mylius træder ind igen.



Mylius: Mange, mange tak til Børge Bizar. Han er efter vores pointsystem røget ind på en flot tredjeplads. Den næste sang fik en andenplads og den har titlen "Der er hul i budgettet". Den bliver fremført af Poul Schlüter og Hans Engell, og de kommer nu.



Schlüter og Engell kommer ind. Musikken starter på "Der er hul midt i spanden". De skiftes til at synge et vers hver. Engell starter.



Der er hul i budgettet,

kære Schlüter, kære Schlüter,

der er hul i budgettet,

kære Schlüter, et hul.



Så stop det, kære Engell,

kære Engell, kære Engell,

så stop det, kære Engell,

kære Engell, så stop det.



Med hvad skal jeg stopp' det,

kære Schlüter, kære Schlüter,

med hvad skal jeg stopp' det,

kære Schlüter, med hvad?



Med gebyrer, kære Engell,

kære Engell, kære Engell,

med gebyrer, kære Engell,

kære Engell, gebyr.



På hvad skal de lægges,

kære Schlüter, kære Schlüter,

på hvad skal de lægges,

kære Schlüter, på hvad?



På pas og på kørekort,

kære Engell, kære Engell,

på pas og på kørekort,

kære Engell, på kort.



Er det lovligt, kære Schlüter,

kære Schlüter, kære Schlüter,

Er det lovligt, kære Schlüter,

kære Schlüter, er det lovligt?



Jeg ved det ikk', kære Engell,

kære Engell, kære Engell,

ved det ikk', kære Engell,

kære Engell, ved det ikk'.



Hvad så, hvis det ikke er,

kære Schlüter, kære Schlüter,

hvad så, hvis det ikke er,

kære Schlüter, hvad så?



Fej det under et gulvtæpp',

kære Engell, kære Engell,

fej det under et gulvtæpp',

kære Engell, fej det væk.



Der ligger en tamilsag,

kære Schlüter, kære Schlüter,

der ligger en tamilsag,

kære Schlüter, en sag.



Så fjern den, kære Engell,

kære Engell, kære Engell,

så fjern den, kære Engell,

kære Engell, så fjern den.



Med hvad skal jeg fjern' den,

kære Schlüter, kære Schlüter,

med hvad skal jeg fjern' den,

kære Schlüter, med hvad?



Med en kost, kære Engell,

kære Engell, kære Engell,

med en kost, kære Engell,

kære Engell, en kost.



Der er ikk' nogen kost,

kære Schlüter, kære Schlüter,

der er ikk' nogen kost,

kære Schlüter, en kost.



Så køb en, kære Engell,

kære Engell, kære Engell,

så køb en, kære Engell,

kære Engell, så køb en.



Jamen...

Der er hul i budgettet,

kære Schlüter, kære Schlüter,

der er hul i budgettet,

kære Schlüter, et hul!





Schlüter og Engell bukker og går ud fra scenen. Mylius kommer ind igen, klappende.



Mylius: Ja, ja, ja, ja, det må jeg nok sige. Så laver de da noget i Folketinget. Men nu skal vi til at slutte her fra dette års Melodi Grand Prix. Det gør vi med vinderen, som er en sang, som vi alle kender. Giv et stort bifald til Jodle-Tåge, som synger "Der er et syndigt land".



Jodle-Tåge:



Der er et syndigt land,

der bor en billig skøge,

nær forurenet strand,

nær forurenet strand.

Hun lugter som en asocial,

hun bor i rådne Danmark

og hun er original,

og hun er original.



Og rådne Danmark vil bestå,

så længe folket stemmer

et NEJ til EF's blå,

et NEJ til EF's blå.



Jodle-Tåge bukker og forlader scenen.




Brevkassen



Personer: Brevkasseredaktør Lene Lunde, en roligan iført rød-hvide farver

Rekvisitter: Bord, stol, blyant, papir og 4 breve, en øl.

Musikledsagelse: En halvlang afslutningsfanfare.

Varighed: Ca. 4 minutter.



Bordet er placeret midt på scenen. Lene sidder ved bordet og sprætter første brev op. Lenes rolle skal ikke læres udenad.



Lene: (læser højt) "Kære Lene! Jeg er en af de få meget morsomme lærere på Økonomi, men jeg har et problem: De studerende har ingen humoristisk sans - der er ingen, som griner af mine fantastiske vittigheder, hvad skal jeg gøre?

Hilsen ECO Dilling"

Lene: (skriver svaret ned, mens hun læser højt) "Jeg synes, du skal tage hævn. Dump 90% af eleverne til eksamen + alle omgængere. Øg pensum yderligere og lav flere obligatoriske opgaver.

Kærlig hilsen Lene."

Lene: (åbner næste brev og læser højt) "Kære Lene! Jeg er ulykkeligt forelsket. Det har jeg været siden d. 24 april til Fakultetsfesten kl. 2318. Det skete i køen foran Økonomisk Kantine. Pludselig stod han foran mig. I det samme hamrede mit hjerte i takt til stortrommen fra Sandmen.

Han var høj, smuk og mørk med de smukkeste havblå øjne jeg i mit liv har set - sådan nogle man dykker langt, langt ned i og svømmer til verdens ende og går på grund. Jeg klemte mig blidt op ad ham og kunne fornemme den muskuløse krop under habitjakken. Jeg glemmer aldrig hans første ord, da han vendte sig om og sagde: "Ka' du være der?" Hvor var det smukt.

Pludselig forsvandt han ind i Økonomisk Kantine med en overmalet jurist. Jeg så ham ikke resten af aftenen, men jeg har ofte siden set ham stille sin grønne SCO uden for Økonomi. Jeg vil så gerne i kontakt med ham. Jeg håber meget, at du, Lene, kan hjælpe.

Hilsen den anonyme".

Lene: (skriver svaret ned og læser samtidig højt) "Kære Rikke Svendsen. Jeg har ofte set dig campere udenfor Økonomi med infrarød kikkert, lokkekald og hjemmevideo, fiskestang og snøren langt ude. Glem det. Hyllebergs datter er startet på Økonomi - du har ikke en chance. Kærlig hilsen Lene."

Her kommer en fuld roligan vaklende ind på scenen med en øl i hånden og synger "Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei"



Lene: Hov, hov, du. Hvad foregår hér? Du kan da ikke bare sådan komme brasende ind her, når jeg sidder lige midt i en revy.

Roligan: Vi gjorde det. Danmark er Europamestre. 2-0. Vi slog de pølsetyskere.

Lene: Jamen, det er da lang tid siden - det var da i juni - i dag er det den 23. oktober.

Roligan: Så må jeg sgu' hjem. Madammen bliver tosset - så sent er jeg aldrig før kommet hjem (vakler ud af scenen).

Lene: (åbner tredje brev) Lad mig se: "Kære Lene Lunde, hvad hedder Morfars børnebørn egentligt? Med venlig hilsen Vædderen".

Lene: (tænker sig lidt om, og skriver så, mens hun læser højt:) "Kære Vædder, Morfar bliver kun kaldt Morfar, fordi han har et moustache, der var moderne for 200 år siden. Kærligst Lene."

Lene: (åbner sidste brev og læser højt) "Kære brevkasse, Jeg var for nyligt på berustur som enlig pigetutor med et munkehold. Mit problem er nu, at jeg er blevet gravid, men der mindst 20 mulige fædre. Hvad gør jeg? Kærlig hilsen ex. Jomfruen".

Lene: "Mit forslag som stud.oecon. er, at du må lære at profitmaksimere, altså bør du sagsøge samtlige 20 mulige fædre for børnebidrag. Kærlig hilsen Lene."



Musikken spiller en halvlang afslutningsfanfare syv gange frem og tilbage og om igen med lidt transponering. En stemme bagfra råber på godt århusiansk: "Kom nu viiijer" (for dig og mig: 'videre').




Nyhederne og reklamer

Nyhederne:

De indsatte på Vridsløselille Statsfængsel har nedlagt arbejdet. Denne overenskomststridige arbejdsnedlæggelse menes at kunne få alvorlige konsekvenser for tørresnorsindustrien.

En talsmand fra Aarhus Universitet udtaler, at besvarelserne fra sommereksamen 1987 snart er færdigrettet, og at karaktererne i SFTH og Stat2 vil blive opslået på mandag.

Politiet i Århus oplyser, at Niels-Holger Skou, i daglig omtale: Holger, er fundet i god behold af special-agent Bubber i Økonomisk Kantines badekar.

Og det var nyhederne

 

1. reklame: Vaskepulver for jurister: Off-white ultra color 3: Vasker sorte penge hvide.

2. reklame: I næste uge kan du få en kvart kærne for kun 9,95. Statskundskabs Kantine: Så har du kun råd til at handle ét sted.




Ulykkehjulet



Personer: Bengt Burg (omfattende/svær rolle), Carina, Suzanne Bjerrehuus (omfattende/svær rolle), Erik Harsaae, Niels Warrer (omfattende/svær rolle).

Rekvisitter: Lykkehjul med bremse (eventuelt et cykelhjul med klap på, felterne skal ikke kunne ses af publikum), tavle til bogstaver, bogstaver til tavlen, navneskilte, blomster eller en buket af visne grene, gamle bøger, mel.

Særlige forhold: Dennis' kommentarer skal båndes og indgå forskellige steder i sketchen.

Links: Der er forbindelse til Andersine-bind-reklamen

Varighed: Ca. 20 minutter incl. reklamerne før og musikken efter



Ulykkehjulet opføres efter en række båndede reklamer som går over i kendingen fra Lykkehjulet. Bengt Burg er slesk overfor Suzanne og sur på Harsaae. Bengt er klædt i pænt jakkesæt, men med et gyseligt slips. Bengts rolle skal kun læres delvist udenad, da Bengt har nogle sedler med ind på scenen. Harsaae har mel i lommerne, så han støver. Harsaae har desuden en del gamle bøger med. Niels Warrer kommer ind på scenen allerede i slutningen af forrige sketch og begynder at vade utålmodigt frem og tilbage foran scenen (også under reklamerne, hvor lyset er slukket og rekvisitterne bæres ind). Warrer er klædt i stramme lærredsbukser (gerne mørkeblå), lyserød skjorte med oprullede ærmer (man skulle jo gerne kunne se biceps) og rød pullover. Det bemærkes, at personen, der spiller Warrer skal være i stand til at tage mindst 10 hurtige armhævninger. Carina har stram kjole på.

Lys på scenen. Suzanne og Harsaae står ved lykkehjulet. Warrer vader rastløst frem og tilbage foran scenen til han bliver introduceret. Bengt og Carina kommer ind. Carina går til tavlen og Bengt stiller sig til venstre for deltagerne.



Bengt: Godaften og rigtig hjerteligt velkommen til en ny omgang af Ulykkehjulet. Velkommen til publikum og vore deltagere. Aftenens første deltager er Suzanne Bjerrehuus (smiler til Suzanne og lægger en hånd på hendes skulder). Suzanne er uddannet jurist, tidligere nøgenmodel og præservativ folketingskandidat. Sig mig en gang Suzanne: Hvordan beskærer man langstilkede roser?

Suzanne: Det er heller ikke nemt, kan jeg love dig, Bengt.

Bengt: (griner og lader hånden glide langs Suzannes ryg mod hendes bagdel). Nå, det er det ikke. Held og lykke Suzanne (giver Suzanne et let klask i bagdelen). Og vores næste deltager er Erik. Erik du er professor ved Aarhus Universitet. Hvad er det, du underviser i?

Harsaae: Jeg underviser i Samfundsfilosofi og Økonomisk Teorihistorie efter en glimrende bog med en titel, jeg synes godt om: "Økonomi, filosofi og videnskab" og en bog af Landreth og Colander, som er en smule upræcis i litteraturhenvisningerne.

Bengt: Ja, netop litteraturhenvisninger er du meget interesseret i, har jeg hørt. Sig mig engang, hvordan skriver man sådan en bog?

Harsaae: Man læser en hel masse tykke og kedelige, gamle bøger på mærkelige sprog (løfter op i bøgerne), oversætter noget af nogle af dem og naturligvis henviser til disse. Min nyeste bog f.eks. er magen til notat 1991-3 med få ændringer, som igen er magen til notat 1990-4 med få ændringer. Ved at ændre en lille smule i pensumet, kan man få solgt flere eksemplarer til omgængere.

(under "talen" prøver Bengt at skjule en gaben)

Bengt: Ja, det er godt med dig din gamle fusker, vi må videre (Warrer kommer op på scenen). Aftenens sidste deltager er lektor, doktor oecon (kigger på sit manus) - næh cand.oecon Niels Warrer, og Niels, hvis jeg siger 100 armhævninger, hvad siger du så?

Niels: Piece of cake. Så'en er det bare.

Bengt: Der er noget med, at du havde indbrud på dit kontor forleden. Tyven løb med alt, du havde der.

Niels: Ja, to blyanter og en kuglepen (vred). Hvis jeg får fat i den gemene slyngel, skal han være den første til ufrivilligt at besøge mit private torturkammer.

Bengt: Ja, jeg har hørt, at du også fører en ret barsk politik overfor dine elever.

Niels: "Hvis de ikke gør, som jeg siger, er der kun én karakter og det er : DUMPET!"

Bengt: Sådan! Held og lykke til dig Niels. Første runde og vi skal have en kategori, Carina.

Carina: Kategorien er et sted.

Bengt: Et sted, 10 bogstaver. Højeste beløb på hjulet er 2.500 kr., der er én fallit, hvorpå det går skidt, konsonanter gir' kontanter, vokaler gir' ikke noget, skistøvler gir' vabler, børn gir' problemer og resten gir' sig selv. Suzanne (smiler og lægger sin hånd på hendes skulder) værsgo at starte.

                             

Suzanne læner sig forover og drejer feminint hjulet.

Bengt: Ja. 2.500 kr. Det var flot Suzanne, jeg tror jeg vil give dig en ekstra tur (giver Suzanne en rund papskive).

Suzanne: Et S som i Sex.

Bengt: Det var en god idé. 2.500 kr.

                  S         

Suzanne: Må jeg så dreje igen?

Bengt: Ja, hvis du ikke vil købe en vokal eller gætte ordgåden.

Suzanne: Så vil jeg gerne købe en konsonant, et E som eleva2ren.

Bengt: Du får et E. Det kostede 200 kr. Og du har 2.300 kr. Hvad har du lyst til?

      E          S         

Suzanne: (rødmer) Da ikke med alle de tilskuere Bengt! Jeg vil gerne have et S som sex.

Bengt: Du skal lige dreje hjulet først.

Suzanne: (drejer hjulet). Åh nej fallit!

Bengt: Det var vel nok synd. Du har en ekstra tur, vil du bruge den nu?

Suzanne: Nej jeg tror, jeg vil vente.

Bengt: Erik, så er det dig.

Harsaae: (læner sig meget langsomt frem og drejer hjulet en ganske lille smule, hvorefter han kigger op på Bengt)

Bengt: 100 kr. for en rigtig konsonant.

Erik: D som Descartre.

Bengt: Du får et enkelt D.

      E D       S         

Erik: (Drejer igen hjulet langsomt, men dog nok til at Bengt kan (synligt) sætte en fod ind og bremse hjulet). Nåå.

Bengt: Ja, det er specielt felt, der kun giver 5 kr. 5 kr. for en rigtig konsonant.

Erik: Så vil jeg gerne have et P som i Psykologi.

Bengt: Desværre. Turen går videre til Niels.

Suzanne: Jamen, er det ikke med S, ligesom i Sex?

Warrer: (griber godt fat om hjulet og drejer på fuld tryk, så hjulet drejer 10 omgange).

Bengt: 500 kr. for en rigtig konsonant.

Warrer: F som i Fremmedlegion.

Bengt: Du får et F og 500 kr. Hvad vil du nu (mens Bengt siger dette er Warrer allerede i gang med at dreje hjulet). 400 kr.

F    E D       S         

Warrer: K som Kaliber.

Bengt: Desværre Niels. Turen går videre til Suzanne. Stillingen er den, at Suzanne har 0 kr., Erik har 100 kr. og Niels har 500 kr. Og så er det din tur Suzanne.

Suzanne: (Drejer og hviner da pilen igen viser 2.500 kr.) 2.500 kr. Så må jeg have et - bop bop bop - et N som - et N som, som - et N som i Nøgenmodel.

Bengt: Desværre Suzanne. Du har en ekstra tur, vil du bruge den?

Suzanne: (lettere forvirret) Ja, jo, det må jeg hellere (giver papskiven til Bengt og drejer hjulet, Bengt bremser hjulet, så det igen ender på 2.500 kr.). Guud neej.

Bengt: 2.500 kr. Du er vel heldig, hva' Suzanne (lægger sin hånd på Suzannes skulder). Hvad vil du bruge dem til?

Suzanne: Et S som i Esbjerg.

Bengt: S er taget, men jeg synes, at du skal have en chance til (bevæger sin hånd ned langs Suzannes ryg mod hendes bagdel). Prøv om du kan finde en konsonant, som ikke er taget i forvejen. Konsonanter er de blå bogstaver.

Suzanne: Øøh, R som Røv (Bengt fjerner straks sin hånd fra Suzannes bagdel, som hånden efterhånden var nået til).

Bengt: Du får to R'er. Suzanne du har nu 5.000 kr. Vil du købe en vokal?

F R E D       S       R

Suzanne: (forundret) En vokal?

Bengt: Ja, et rødt bogstav?

Suzanne: Ja, det vil jeg da gerne. Et A som i Aamund.

Bengt: Du får to A'er, og du har dermed 4.800 kr. Vil du gætte, Suzanne?

F R E D A    S    A R

Suzanne: Jeg tror, at der skal stå Fredagsbar.

Bengt: Ja, men det er rigtigt (giver Suzanne et ordentligt knus). Du har 4.800 kr. at købe ind for i bunken derovre (peger ud bag ved scenen eller et andet sted, som publikum ikke kan se).

F R E D A G S B A R

Suzanne: For 1.595 et massageapparat med fjernbetjening, (kort pause) for 2.250 et års forbrug af Andersine-bind.

Bengt: Du har 955 kr. tilbage. Du kan for eksempel få den smukke kakadue-farvet plaid i 100 procent ren ny plastic til 600 kr.

Suzanne: For 950 kr. 2 timers opkald til service 900-numrene.

Bengt: Så har du 5 kr. tilbage, vil du have dem på en check, eller vil du overføre dem til næste runde?

Suzanne: Jeg vil gerne overføre dem.

Bengt: Godt. (Lægger armen om Suzanne under hele Dennis' replik). Dennis, vil du fortælle lidt om disse præmier?

(Dennis): Ja, det vil jeg da gerne Bengt. Det blev først til 2 timers opkald til service-900 numrene efter eget valg til en værdi af 950 kr. Og så blev det til et massage-apparat med 10 forskellige hastighedsindstillinger, samt en surprise-funktion, hvor hastigheden skifter tilfældigt. Massageapparatet leveres i sort læderetui komplet med fjernbetjening, genopladeligt batteri og dansk brugsanvisning med gode farveillustrationer. Endelig blev det til et års forbrug af Andersine-bind, der måske ikke altid falder på et tørt sted. Til lykke Suzanne.

Bengt: (Tager hånden fra Suzannes skulder) Ja, til lykke Suzanne, ved du hvad der skal ske nu?

Suzanne: Skal vi i gang med anden runde?

Bengt: Det er nemlig lige, hvad vi skal. Desværre er tiden så fremskredent, at det også bliver aftenens sidste runde. Det højeste beløb er 5.000 kr., og der er nu 2 felter med fallit. Der er desuden et gevinstfelt, hvor gevinsten er et års abonnement på Bladet "Ø". Og Carina, din sexbombe, vi skal have en kategori.

Carina: (ler) Ja, det skal vi vel, Bengt din charmetrold. Kategorien er et begreb.

                             

Bengt: Et begreb på 10 bogstaver. Suzanne har fem kroner med fra første runde, og Erik du starter - og det må gerne gå lidt hurtigere.

Harsaae: (Drejer igen langsomt på hjulet). Jeg vil gerne have et F som i Fysiokrat.

Bengt: Desværre Erik, du landede på tabt tur (bukker sig ned og drejer lykkehjulet hen på "tabt tur"). Så går turen videre til Niels.

Warrer: (Drejer hjulet kraftigt, men lander på 5 kr.-feltet). Fandens.

Bengt: 5 kr. for en rigtig konsonant.

Warrer: T som Tank.

Bengt: Du får fire T'er er dermed oppe på 20 kr.

   T    T T       T      

Warrer: Så vil jeg gerne have lov at gætte: Støttestav.

Bengt: Støttestav, nej desværre Niels. Du beholder dine 20 kr., men mister din tur. Suzanne.

Suzanne: (Læner sig forover - mens Bengt prøver at se ned i halsudskæringen - og drejer) Kom så, kom så, jaah.

Bengt: (begejstret) 5.000 kr. Det var vel nok flot, Suzanne.

Suzanne: S som sex.

Bengt: Du får to S'er. 10.000 kr.

S T    T T    S T      

Suzanne: Så vil jeg gerne gætte på Støttestav.

(Harsaae er i mellemtiden faldet i søvn).

Bengt: Nej, hvor var det ærgerligt, Suzanne, nu gik det lige så godt. Turen går videre til Erik. (pause) Nå, Erik er faldet i søvn, og så siger reglerne, at vi skal gå videre. Så bliver det i stedet dig, Niels.

Warrer: (drejer hjulet kraftigt og lander på 5.000 kr.) Ja (råbes højt, hvorefter Warrer løber vildt begejstret rundt på scenen og ender med at tage 10 hurtige armhævninger på midten af scenen).

Bengt: 5.000 kr. for en rigtig konsonant.

Warrer: Jeg prøver med et K som Kernevåben.

Bengt: Du får et K. Du har 5.020 kr. og der er kun vokaler tilbage.

S T    T T    S T    K

Warrer: Jeg vil gerne købe et E som Enhedskommando.

Bengt: Du får et enkelt E, og du har nu 4.820 kr.

S T    T T E S T    K

Warrer: Så vil jeg gerne købe et A som Atombombe.

Bengt: Du får et A. 4.620 kr.

S T A T T E S T    K

Warrer: Så vil jeg gerne købe et I som Inkvisition.

Bengt: Du får også et enkelt I. Du har nu 4.420 kr. Vil du gætte?

S T A T T E S T I K

Warrer: Ja, jeg gætter på: Stattestik.

Bengt: Ja, men det er rigtigt.

Warrer: (kynisk) Det er stavet forkert.

Bengt: Det kan vi diskutere bagefter. Du kan vælger gevinster for 4.420 kr. i bunken derovre (peger mod et sted bag scenen).

Warrer: For 1.850 kr. Den lille kemiker. For 185 kr. En håndbog i kemisk krigsførelse. For 1.075 kr. et oversavet haglgevær. For 1.300 et livsmedlemsskab af foreningen SMil. Og så vil jeg have de sidste 10 kr. med hjem på en check.

Bengt: Det skal du få. Dennis vil du fortælle os lidt om disse gevinster?

(Dennis): Ja, det vil jeg da gerne, Bengt. Det blev først til Håndbog i Kemisk krigsførelse skrevet af Saddam Insane til en værdi af 185 kr. Så blev det til Den lille Kemiker til 1.850 kr. Med Den lille Kemiker følger kemikalier nok til at dræbe indbyggerne i en lille by - eller nok til at dræbe 3 jurister. Så blev det til et livsmedlemsskab af foreningen SMil til en værdi af 1.300 kr. Ja, Niels, du får smæk for skillingerne. Til sidst blev det til et oversavet jagtgevær, stjålet fra Politiets våbenlager. Geværet koster 1.075 kr. Til lykke til dig Niels.

Bengt: Ja, du fik gevinster for en samlet værdi af 4.420 kr. Til lykke med det, men det var desværre ikke nok til at komme i bonusrunden. Kom godt hjem og hils i Århus (giver Warrer hånden - Warrer trykker hårdt, og smerten ses tydeligt på Bengt).

Warrer: Tak.

Bengt: (Vender sig mod Harsaae, kigger lidt på ham, og slår så ud med hånden, som vil han sige "Skidt med ham". Fortsætter hen til Suzanne og lægger armen om livet på hende) 4.900 kr. og en plads i bonusrunden. Skal vi høre, hvad Dennis har at sige om aftenens bonuspræmier?

Suzanne: Ja. Hvor er det spændende.

(Dennis): Aftenens første hovedpræmie er et gavekort til Økonomisk Kantine, værdi 25.000 kr. Det kan også blive til et kopikort til 50.000 kopier, værdi 20.000 kr. Eller hvad med 25 elastikspring fra Bogtårnet - for to - værdi 30.000 kroner. Held og lykke Suzanne.

Bengt: Hvilket kort vælger du (Suzanne vælger et af de tre runde kort)? Nu bliver det rigtigt spændende. Vi skal bede om fuldstændig ro på tilskuerpladserne; det er den store gevinst der spilles om. 9 bogstaver og kategorien er et begreb. Du skal vælge 5 konsonanter og 1 vokal.

                          

Suzanne: Øøh, N som Nøgenmodel, S som Sex, T som i Tyrens Tegn, K som Kondom, hvor meget var det?

Bengt: Det var fire. Så mangler du én konsonant.

Suzanne: H som Hjernedød.

Bengt: Og en vokal.

Suzanne: O som Oralsex.

Bengt: N, S, T, K, H og O. Lad os se hvad det giver.

Lys i alle bogstaver undtagen A'et. Suzanne kan ikke gætte det alligevel.

K O N S O N    N T

Bengt: Kategorien er altså et begreb. Der skal være fuldstændig ro blandt publikum. Er der mere jeg kan finde på at sige for at trække tiden ud? Ja, du har 15 sekunder til at gætte ordgåden. Og de begynder nu.

Suzanne: Konsument, nej, øh, konso, konso, nej.

Bengt: Jo, kom nu, prøv igen.

Suzanne: Konso, konso, neej

De 15 sekunder er gået og en fæl lyd lyder (evt. en dyb tone eller en disharmoni på klaveret). Suzanne ser fortabt ud. Det sidste bogstav "bliver vendt" og Suzanne ser meget ked ud af det. Bengt trøster hende på sin egen helt specielle måde (lidt nærgående), og Carina kommer med blomster (evt. et bundt gamle grene). Bengt vender sig mod publikum:

K O N S O N A N T



Bengt: Ja, det var vel nok en skam. Vi er forhåbentligt tilbage igen næste år, med en ny omgang Ulykkehjul. Vi ses. Indtil da: Hej.

Lyset forbliver tændt, og mens tonerne fra Lykkehjulet lyder vrimler de øvrige skuespillere ind på scenen og står og snakker sammen, giver Bengt og Suzanne og Warrer og Harsaae (én går hen og vækker ham) hånden o.s.v. til musikken er færdig. Herefter Afslutningssang.



Afslutningssang



Personer: Alle.

Varighed: 4-6 minutter alt efter publikums applaus, jubel og tilbedning.

Rekvisitter: Spand, øl, oplukker.

Musikledsagelse: Pomp and circumstances. Klaver.







Opføres i forbindelse med Ulykkehjulet. Synges én gang af skuespillere. Folk klapper (selvfølgelig). Alle bukker. Back-stage-folk kaldes ind og præsenteres. Sangen synges igen. Alle går ud. Såfremt der stadig klappes går Manden med Spanden ind på scenen, tager en øl op af spanden, knapper øllen op og tager en mundfuld. Han skal til at sige noget til publikum men tager sig selv i det, vender sig rundt, tager NO SMOKING-skiltet ned og går. Alle kommer ind. Musikken starter, en råber "Kom så alle sammen" og sangen synges igen.





Vi si'r tak for i aften

det er tid til en tår

klap nu med her på takten

rejs Jer inden I går.

Vi har haft det så herligt

men nu får vi et føl

for skal vi være ærlig'

trænger vi til en øl

for skal vi være ærlig'

trænger vi til en øl.


Epilog


Revideret 2. februar 1999


Ulrik Dahls usmarte og mangelfulde hjemmeside