Frode flytter til Skjoldhøj

et uddrag af en dagbog

mandag d. 7/7 1997

Kære dagbog
Undskyld. Det er godt nok lidt tid siden, du sidst har hørt fra mig. Der er simpelthen sket SÅ meget for mig her på det sidste. Jeg skal prøve, om jeg kan fortælle få det hele med fra de sidste dage uden at snuble alt for meget over ordene.
          Jeg har haft travlt med at flytte. Jeg blev simpelthen nødt til at flytte - og til at flytte meget hurtigt, efter den yderst pinlige episode, jeg fortalte dig om for nogle sider siden. Sikke en måde at starte sin sommerferie på. Det var da godt, at jeg kunne få et værelse så hurtigt herude på Skjoldhøjkollegiet. OK, jeg får nok ikke råd at købe helt så mange tegneserier længere, da huslejen her er krydret med en smule peber. Nå, bare jeg ikke skal sælge min Fantomet-samling, så går det jo nok. Jeg må hellere fortælle dig lidt om min lidt kaotiske flytning:
          Mit værelse på Hejredalskollegiet skulle synes i tirsdags kl. 8. Jeg havde flyttet de sidste ting ud på græsplænen omkring klokken kvarter i otte samme morgen, og skulle da i gang med rengøringen. Jeg indså hurtigt, at jeg ikke kunne nå at gøre badeværelse og entré rent, så jeg fik en idé: Jeg havde brug for mørke - jeg måtte sprænge en sikring. Jeg for ud i fælleskøkkenet og hentede brødristeren. Stikket til brødristeren satte jeg i stikkontakten på mit værelse, og så dyppede jeg lige så stille brødristeren ned i toilettet. Så blev der helt mørkt i entréen og på badeværelset. Jeg smulede den dryppende brødrister tilbage til køkkenet, mens jeg tænkte på, at hvis jeg nogensinde kom på besøg på min gamle gang og fik tilbudt ristet brød, ville jeg nok sige pænt nej tak.
          Synet gik meget godt. Jeg havde placeret den tunge kollegieseng over det hul i linoleumet, jeg kom til at lave, da jeg ville afkalke brusehovedet med saltsyre. Jeg ved nu, at en plasticspand ikke altid holder helt tæt.
          Mellem klokken 12 og 13 kunne jeg så hente min nye nøgle hos viceværten. Jeg gik ind gennem porten og bankede på hans dør. Der skete intet. Jeg så på klokken: 12.14. Hmm, det var jo ikke så godt. Jeg satte mig ned for at vente på ham. Da klokken var kvart i et kom der et par forbi. Jeg skyndte mig at rejse mig og gå. Det var lidt pinligt at sidde der i hjørnet og kukkelure. Jeg kom hen til brugsen, og der så jeg, at der er et varmemesterkontor. Meget udspekuleret. Viceværten bor altså på kollegiet. Han hedder forresten Ernst. Gad vide om han er tysker? Han kunne godt ligne sådan en. Jeg spurgte ham, om det ikke er muligt at køre flyttebilen helt hen til opgangen. Det er det ikke, sagde han. Jeg fandt ud af, at man faktisk godt kan komme helt hen til opgangen ved at køre hen over græsplænen. A propos græsplæner: Der er helt utroligt mange græsplæner herude. Jeg har allerede haft store problemer med min høfeber. Surt. Nå, jeg må bare håbe, at græsplænerne ikke bliver slået særlig tit.
          Her i weekenden syntes jeg, at jeg efterhånden var ved at føle mig hjemme på mit værelse, så det var vist på tide at få vasket tøj. Der er hele seks vaskerier her på kollegiet. Der er dog ikke så mange tørretumblere i vaskerierne, som på Lottesvej - til gengæld er der en strygerulle, hvorpå man kan lægge uafhentet tøj. Jeg gik over til vaskeriet omkring klokken 10, søndag formiddag, og der stod hun, den sødeste pige, jeg nogensinde har set. Jeg måtte slå til NU! Jeg plejer jo altid at have disse afstandsforelskelser, der kan vare i flere år. Hun stod og ventede på, at nogle maskiner skulle blive færdige. Jeg vidste lige, hvordan jeg skulle komme i kontakt med hende. Jeg spurgte: "Hvor mange maskiner skal du bruge?" (Yes, jeg har ligefrem talt med hende!). Hun kiggede op på mig og sagde næsten undskyldende: Fire. Jeg var fortabt. Da der blev en maskine ledig om aftenen, kunne jeg godt forstå, at hun skulle bruge hele fire maskiner: Det er godt de mindste maskiner hvorpå der står "Professional", jeg nogensinde har set. Min mors gamle vaskemaskine kan helt sikkert rumme mere tøj en kollegiets. "Professional" må dække over det digitale display.
          Jeg mødte faktisk hende den søde igen her i dag! Jeg var på vej hen til brugsen, da jeg så hende komme gående mod mig. Hun gik og kiggede ned i jorden og kom derved til at gå en smule skævt, så vi var lige ved at støde ind i hinanden. Hun kiggede op på mig, smilede og sagde: "Daw". Igen var jeg hurtig med en smart replik: "Daw, daw", sagde jeg og skyndte mig videre. Det måtte være nok konversation for denne gang, tænkte jeg. Indtil videre har jeg i det mindste ikke dummet mig synderligt. Og ikke nok med det: Jeg har fået slået en meget vigtig ting på plads: Hun er jyde. Det ville ikke være så godt, hvis hun var københavner. Jeg kan simpelthen ikke forstå københavnere. Der er mange af dem, der snakker om en kanon. De siger for eksempel: "Det var simpelthen kanon", eller: "Han er bare kanon". De må altså mene en kanon. Se, der bliver jeg altså forvirret, for en kanon er da så en stor metalfidus, der kan affyre kugler, er det ikke? Jeg har prøvet at slå ordet op, men det har ikke hjulpet mig meget: Her er en kanon enten et skydevåben (det vidste jeg godt), noget kirkeligt, et forbillede eller flerstemmig sang. Den ordbog er nu ikke til stor hjælp. Det vil være rart, hvis man opfandt en Københavnsk-dansk ordbog.
          Oppe i brugsen brugte jeg en halv time på at finde frisk pålæg til min madpakke. Brugsen må have haft lukket i et stykke tid, for på næsten alle madvarer var sidste salgsdato overskredet. Det går vel nok, hvis kølediskene bare køler tilstrækkeligt langt ned.
          Nå, nu har jeg vidst skrevet nok for denne gang. Som du nok kan se, kære dagbog, er der sket meget i mit liv på det sidste. Jeg håber, at jeg snart kan fortælle dig godt nyt om hende den søde pige. Jeg må ud i fælleskøkkenet og lave aftensmad. Hvilken dåse skal jeg nu vælge i aften?


Revideret 11. juni 1999
Ulrik Dahls usmarte og mangelfulde hjemmeside