Frode er forkølet

Historien er reklame for en stor fest på Hejredalskollegiet

Brabrand tirsdag d. 21/9-93

Kære dagbog,
Jeg er blevet forkølet. Det er utroligt irriterende. Nu skal jeg med bus i skole. 90'eren er fuldstændig stoppet klokken 7.35 - det kan man også sige om min næse. Det var den i hvert fald i starten af sidste uge. Nu løber den nærmest. Det er lidt mærkeligt at tænke på, at min næse løber, og mine fødder lugter. I torsdags var hende den søde også med 90'eren. Jeg stod kun ca. 1½ meter fra hende. Hun bruger Poison fra Dior, min yndlingsparfume - det er det i hvert fald nu! Jeg holdt mig lidt fra hende, så jeg ikke skulle komme til at dryppe ned i hendes smukke hår. Jeg håber, at hun kommer til festen den 9. oktober - og at min næse er snot og bumsefri. Der kommer 92 piger og 108 drenge til spisning, har jeg hørt. Hvis man ved, hvor mange piger, der bor på kollegiet, kan man beregne, hvor stor sandsynligheden er, for at hende den søde kommer - men man kan heldigvis også lade være.
          Jeg vaskede tøj for første gang her forleden. Efter at have slæbt alt mit snavsetøj over i vaskekælderen, stod jeg der fortabt med en dunk flydende OMO og noget Bamseline skyllemiddel. Jeg havde en seddel med fra mor: "Kulørt tøj for sig, kogetøj for sig og lyst tøj for sig". Hvad f..... er kogetøj? Nå, for at gøre en lang historie kort, har jeg nu tre par bomuldsbukser, jeg kan bruge som shorts til sommer, hvis jeg klipper et par centimeter af benene og taber mig 30 kg. Jeg tror, at det var den midterste tørretumbler, der komprimerede mine bukser, for slet ikke at tale om mine viscose- skjorter. Jeg fandt ud af, at program A kun blæser koldt luft, og at de andre programmer kun blæser meget varm luft. Og det der med, at maskinen selv kan finde ud af, hvornår tøjet er tørt - HA - den kan finde ud af, hvornår det er halvtørt, kan den.
          Spisetid igen. Gryderet. Det er godt, det snart er week-end, så jeg kan komme hjem og få noget ordentligt mad.


Revideret 11. juni 1999
Ulrik Dahls usmarte og mangelfulde hjemmeside