Frode tager til festuge

Historien er reklame for en stor fest på Hejredalskollegiet

Brabrand tirsdag d. 14/9-93

Kære dagbog,
Ja, så skriver jeg til dig igen. Siden sidste mandag er der sket en del, så du hører først fra mig nu. Det har været festuge og jeg har været på rustur. Festugen var en våd fornøjelse i mere end én forstand. Det findes en mærkelig drink her i Århus, kaldet "Sorte svin". Den er lavet af Tyrkisk peber og Vodka. Og den slår! Slår hårdt - meget hårdt. Det var dem på gangen, der introducerede mig for denne drink, og jeg blev så fuld, at jeg vist kom til at røbe visse dele af mit privatliv, som man ellers først fortæller sin kæreste efter nogle års samleven. Nu må jeg altså flytte herfra. De griner alle sammen så smørret af mig, når jeg viser mig på fællesområdet. Jeg håber ikke, at rygterne spreder sig til den søde pige, jeg fortalte dig om sidste mandag - hende der går forbi ude på stien en gang imellem. Jeg tror, at jeg er blevet lidt forelsket i hende. Hun ser så sød ud i regnfrakke.
          Jeg var på rustur her i weekenden samt mandag. Det var forfærdeligt. En stor omgang druk. Det er der altså ikke noget ved, når man går på munkehold. Jeg sad også hele tiden og tænkte på hende den søde pige, og hvad hun mon lavede nu. Var hun mon til festuge? Jeg håber, at hun kommer til festen den 9. oktober. Jeg var desværre ikke hjemme i går, så jeg fik ikke købt billet, og der var ikke andre på gangen, der havde lagt ud for mig. Nu må jeg altså snart flytte! Jeg mener, at der kommer nogle rundt på gangene på mandag og sælger overskydende billetter. Men der kan hurtigt blive udsolgt, for på mandag kan man også købe billetter til gamle beboere og venner. Jeg skal bare med til den fest. Der kommer 200 til spisning, har jeg fået fortalt. Det er mange!
          Nå, nu er det vist ved at være spisetid. Det er ham den sære inde på værelse 12, der skal lave mad. Nå, det er da godt, at vi har Shell-grillen. Slut herfra, jeg skriver snart igen.


Revideret 11. juni 1999
Ulrik Dahls usmarte og mangelfulde hjemmeside