Frode flytter til Gellerup

Historien er reklame for en stor fest på Hejredalskollegiet

Brabrand mandag d. 6/9-93

Kære dagbog,
Ja, det er vist lidt tid siden, du sidst hørte fra mig. Det skyldes, at jeg er flyttet hjemmefra - på kollegium. Kollegiet hedder Hejredalskollegiet og ligger tæt på stort indkøbscenter, svømmehal og sportsanlæg. Jeg blev dog hurtigt klar over, at Hejredalskollegiet er det samme som Gellerupkollegiet. Nå, men der er da mange søde piger her. Jeg har specielt fået øjnene op for én pige, jeg har set gå forbi ude på stien nogle gange. Jeg hå ber, at hun kommer til den store jubilæumsfest - jeg vil i hvert fald være der. De andre på gangen kommer også. De siger, at det er Partysnobben eller noget lignende, der skal spille plader vi hader. Der er vist gang i dem. Men lad os nu lige vente og se.
          Afløbet i min håndvask var stoppet til, da jeg flyttede ind, så jeg skrev en seddel til viceværten, og i dag mødte jeg så Kurt. Han snakker! Han fortalte, at ham, der havde boet på værelset før mig, havde boet der i 10 år. Jeg tror ikke, at han var klar over, at rengøringsmidler er gratis her. Jeg var lige ved at flytte igen, da jeg så værelset første gang. Men så så (nej jeg stammer ikke!) den søde pige, og dem på gangen virker også flinke, og så skal jeg da lige have festen med.
         Vi har en madklub her på gangen. Den er jeg blevet medlem af, og i morgen skal jeg lave mad til 8 personer. Shit! Hjælp, mor! Mon de vil have Lørdagskylling eller forloren skildpadde fra dåse? Jeg må finde ud af, hvordan jeg klarer mig igennem situationen, så jeg slutter her, men jeg skriver snart til dig igen.


Revideret 11. juni 1999
Ulrik Dahls usmarte og mangelfulde hjemmeside