Mobildiskotek
Med DJ Ulrik Dahl
Mit navn er Ulrik Dahl. Jeg er 43 år gammel og en erfaren og moden disc-jockey, der brænder for den gode musik.
Jeg spiller hits fra de sidste ca. 50 år fra min medbragte pladesamling (mere end 5.000 CD'er med tilsammen godt 73.000 numre - ingen MP3, kun den ægte vare), og jeg spiller gerne på opfordring.
Musikken vil blive specielt udvalgt, så den passer til jeres gæster.
Mit speciale er voksenfester, det vil sige bryllupper, fødselsdage, firmafester og lignende. I DJ-branchen er jeg en "gammel rotte", og det, at jeg er vokset op med musikken fra 70'erne og 80'erne og frem, gør, at jeg kender musikken lige så godt som de gæster, der ønsker den.
Da festen ikke kan gøres om, er det vigtigt at kunne stole på leverandøren af musikken. Jeg har været med i mange år, og jeg ved, hvad der skal til for at få folk ud på dansegulvet. Alle vitale dele i musikudstyret er dubleret, så musikken ikke sætter ud, når festen er på sit højeste.
Jeg medbringer flot lysshow, der spænder fra farvet belysning, til blinkende lamper og til det helt store med røg og roterende lysfigurer m.v. Opstillingen er diskret og præsentabel, så anlægget vil ikke virke prangende i lokalet. Lyden og lyset er i top og vil naturligvis blive afpasset til situationen. Se menupunktet billeder for at se opsætninger og lysshow.
Mobildiskoteket kan hyres med forudgående hyggepianist for få penge, se menupunktet om hyggepianist. Pakkeløsningen med en hyggepianist til middagen efterfulgt af dans til gode hits er en sikker succes. Du behøver kun at hyre ét sted, så den samlede pris bliver lavere, ligesom fleksibiliteten bliver meget højere. Der kan således hurtigt skiftes fra hyggemusik til dans, når det passer ind i festen. Diskoteket kan naturligvis også bestilles uden forudgående hyggemusik.
Diskoteket er dimensioneret til maksimalt 125 gæster og til indendørs brug. For fester med flere end 125 gæster, kontakt mig venligst.